05.09.10 - Danmark vinder guld

| More
Thomas Glinski har vundet guld til Danmark i Warcraft III.

Det danske medalje håb Thomas Glinski gjorde søndag det umulige og vandt guld over 5 sæt ved Samsung Euro Championship i Berlin. Thomas blev lørdag sendt i opsamlingsfinalen, som det lykkedes ham at vinde over polske Tomasz Pilipiuk. Det betød at Thomas i finalen skulle møde sin rival tyske Heinrich Rennert, som tidligere lørdag havde sendt Thomas til tælling. Det lykkedes altså Thomas at revancere sig selv i finalen og dermed sikre Danmark guld.

Vi har fanget Thomas for en kort kommentar.

Først og fremmest et stort tillykke med sejren. Du ser forståeligt rigtig glad ud. Hvad var opskriften til successen i dag?

"Det var at jeg først og fremmest studerede alle kampe i går aftes, da jeg kom hjem på hotellet og justerede mine taktikker i forhold til det jeg så. Udover det så havde jeg en rigtig godt dagsform i dag ved at jeg fik sovet godt."

Din guld medalje i dag har betydet at eSport Danmark har valgt at sende dig afsted til Los Angeles, en plads der ellers tidligere var blevet lukket. Hvilken betydning har det for dig at du nu skal til OL?

"Det betyder utrolig meget for mig. Det er noget jeg har set frem til hele året og jeg er derfor utrolig glad for at jeg nu kan deltage. Det passer rigtig godt ind i min kalender, da jeg nu skal til både OL og efterfølgende VM".

Thomas Glinski skal nu hjem til Danmark, men her vil der ikke blive hvilet på laurbærene. Thomas skal nemlig træne intenst til OL i Los Angeles, hvor landsholdet rejser afsted allerede d. 27. september.

I forlængelse af interviewet med Thomas Glinski har vi fanget formand for eSport Danmark Jens Christian Ringdal for en kommentar omkring udtagelsen af Warcraft III til landsholdet.

Hvad er årsagen til at vi pludselig ser Warcraft III tilbage på landsholdet?

"Det skyldes ene og alene Thomas Glinskis flotte resultater der taler for sig selv. Thomas har udviklet sig utrolig meget som spiller. Han er dedikeret og fokuseret, og det er vores klare overbevisning at Thomas har det der skal til for at blande sig i toppen ved OL såvel som VM, og derfor skal Danmark naturligvis også være repræsenteret i Warcraft III".


Samarbejdspartnere
Alle rettigheder forbeholdes eSport Danmark 2009 | Webdesign & udvikling - Dansk Web Innovation